Julebudskab fra Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane

Kære brødre og søstre i Kristus

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, som trøster os under al vor trængsel, så at vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler ...” (2. Kor. 1, 3 - 4)

Icône de la Nativité du Christ, JPEG - 197.9 kb Vi er nået frem til højtiden for vor Herre Jesu Kristi Fødsel. Som hvert år er det et stort nådens øjeblik, som vi sammen oplever i glæde, et helt særligt øjeblik, som jeg gerne vil dele med jer i dag.

Hvorfor er det, at vi alle glæder os? Fordi englens budskab til hyrderne også er henvendt til os og til alle mennesker på Jorden: ”I dag er der født jer en Frelser, som er Kristus, Herren!”

Hele Det Gamle Testamente taler til os om denne venten på frelsen, og oldingen Simeon udtrykker på vegne af hele menneskeheden, hvad der følger af denne meget store hændelse, opfyldelsen af løftet om frelsen: ”Nu lader Du Din tjener fare herfra i fred, Herre, for mine øjne har set Din frelse, et lys til åbenbarelse for hedningene ...”

Men hvorledes kan vi i dag opleve den ”store glæde”, englene taler til hyrderne om? Hvad peger dette budskab på, og hvilken genklang finder det i vore hjerter?

Hele verden, universet, forekommer i den grad at befinde sig i et dybt mørke. Bevares, i vore byer og landsbyer ser vi en hel masse strålende dekorationer, for mange finder højtiden udtryk ved festlige måltider og udveksling af gaver, men desværre ser det ud til, at baggrunden for denne højtid, den virkelige betydning af den hændelse, vi fejrer, er forsvundet, og at de fleste af vore medmennesker ikke længere ved, hvorfor vi glæder os.

Er vi bevidste om den nød, menneskene befinder sig i på denne Jord, hvor ethvert middel kan bruges til at glemme lidelsen, midler, som altid er utilstrækkelige, kortvarige og kunstige ...?

Hele denne beskrivelse kan let gøre os til pessimister og få os til at sige: ”Hvad er det godt for? Hvor er den, den frelse, Gud skænker os?”

For vore øjne ser vi en menneskehed i tiltagende forfald, mennesket er som forvansket. Det virker, som om vi ikke længere er i stand til at elske.

Lad os ikke bedrage os selv! Situationen var heller ikke strålende for mere end to tusinde år siden ... Og dog skete der en forvandling, som vendte op og ned på alting: I Bethlehem åbenbaredes Guds grænseløse kærlighed! Guds enbårne Søn og Ord, den anden Person i den hellige Treenighed forelskede Sig i alle Jordens mennesker, skabelsens frugter, og Han tager imod dem, som de var dengang, og som de er i dag, skrøbelige, svage og sårede. Kristus i krybben rækker armene ud imod små som store, både hyrderne og de vise mænd.

Denne grænseløse kærlighed, denne uendelige barmhjertighed, skænkes os uden mindste betingelse, og de arme, som er rakt ud imod os, vil være det endnu mere, når de nagles til Korsets træ for at vise os, hvor højt vor Herre Jesus Kristus elsker os.

Det er ved at sige ja til at fødes på Jorden i den mest skrøbelige form, som tænkes kan, som et lille barn, at vor Herre Jesus i kødet og fra Sit første skrig stifter bekendtskab med og erfarer al menneskets nød. Det er på den måde, vi får skænket den guddommelige kærligheds goder.

Dét, vi har fået givet, det har vi ansvar for. Vi kan ikke tage æren for, at vi er kristne, for alt er blevet os givet! Men vi skal vide at give Gud æren: ”Ære være Gud i det højeste!”, de ord, vi siger som indledning til den guddommelige Liturgi, dem skal vi indarbejde i hele vort liv, og vi skal knytte dem til alle mennesker på Jorden, i deres glæde såvel som i deres smerte!

Vi bør ikke fryde os over glæden fra Gud, alt imens vi glemmer nøden blandt mennesker.

Hyrderne skænkede sikkert Maria nogle lam til hendes Søn, og de vise mænd bragte kostelige gaver med sig. Og vi, hvad bringer vi med os som gaver? Vor taksigelse? Bestemt! Glæden over at tage imod vor Frelser? Afgjort! Men lad os ikke glemme at overgive alle vore nødlidende medmennesker i forvaring ved Kristi fødder, for som den hellige Silouan fra Athos siger: ”Vor næste er vort eget liv.”

Lad os tage imod glæden fra Gud, som hengiver Sig til os, og lad os ”aflægge dette livs bekymringer.” Dét er det håb, som stråler denne julenat, og det er sådan, verden frelses!

I glæde over Herrens Fødsel velsigner jeg jer alle med stor kærlighed i Herren.

Paris, Hellige Alexander Nevsky Katedral
Julen 2010

+ Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for Den Økumeniske Patriark

Retour haut de page
SPIP